Om Bryggeren på Kronebakken

”Slangetæmmer”, vinhandler og sælger  — vejen herhen har været lang og kroget. En fællesnævner har altid været glæden ved rigeligt god mad og vin. I mange år var drømmen en vingård i Frankrig, men da de 7 rigtige tal aldrig stod på MIN kupon, er det kun blevet ved tanken. Måske meget heldigt, for spørgsmålet er om jeg har tålmodighed til at vente op til flere år på at smage resultatet af mine anstrengelser?

 

Som vinhandler fik jeg mange gode oplevelser. Jeg var elev under de gode årgange 1988-89 og 90 og hvad jeg ikke fik slæbt rundt af Mouton, Lafite, Latour osv er ikke småting.

 

Imidlertid fik jeg trang til at prøve nye veje - blandt andet brød jeg mig ikke om at skulle anbefale vine til kunderne jeg ikke selv kunne gå ind for (sådan er det jo, når man ikke selv køber alle vine ind og man samtidigt også vil kunne sælge vin i en prisklasse hvor man aldrig selv ville begive sig ned). Jeg har derfor de sidste mange år været sælger af guds nåde og rejser i dag Danmark tyndt på jagt efter den næste ordre.

 

Mine to døtre —Josephine (2000) og Sophie-Amalie (2004) — holder mig travlt beskæftiget indtil de er lagt og brygningen foregår derfor ofte til langt ud på natten. Vi er velsignet med en god varm kælder. ”Desværre” holder kælderen minimum 17 grader (selv om vinteren) og det er derfor svært at lave undergærede øl. Omvendt er der pragtfuldt at kunne stå i et stort lunt vaskerum, hvor der foruden både varmt og kold vand er afløb, strøm og plads til gryder og gærtanke. OG ingen børn/kone til at forstyrre.

Bryggeren på Kronebakken